Når en andelsboligforening skal fastsætte prisen på andelene, kan de vælge mellem flere metoder. De to mest almindelige er valuarvurdering og den offentlige vurdering. Men hvad er forskellen, og hvorfor stiger priserne ofte med en valuar?
De tre vurderingsmetoder
Ifølge andelsboligloven kan en forenings ejendom værdiansættes efter en af følgende tre metoder (det såkaldte "maksimalpris-princip"):
- Anskaffelsesprisen: Hvad kostede det at bygge eller købe ejendommen oprindeligt? Denne metode giver typisk den laveste pris og bruges sjældent af ældre foreninger.
- Den offentlige vurdering: Staten vurderer ejendommens værdi. Denne har historisk set været konservativ.
- Valuarvurdering: En statsautoriseret ejendomsmægler vurderer, hvad ejendommen ville være værd som en udlejningsejendom.
Hvorfor vælge valuarvurdering?
I København er ejendomspriserne steget eksplosivt de sidste 20 år. Den offentlige vurdering har sjældent fulgt med markedet. Derfor skifter mange foreninger til en valuarvurdering for at lade andelshaverne få del i værdistigningen.
En valuarvurdering gælder typisk i 18 måneder og skal derefter fornyes. Det betyder, at andelskronen kan svinge lidt fra år til år, men generelt ligger den markant højere end ved offentlig vurdering.
Hvad med de nye offentlige vurderinger?
Det danske vurderingssystem har været under ombygning i mange år. De nye, højere offentlige vurderinger er begyndt at rulle ud, hvilket har skabt debat. For nogle foreninger kan de nye vurderinger faktisk betyde et prisfald, hvis de har været vant til en meget høj valuarvurdering, der nu bliver udfordret, eller hvis skatterne stiger voldsomt.
Konklusion
Som køber er det vigtigt at vide, hvilken metode foreningen bruger. En forening med valuarvurdering er typisk dyrere, men prisen afspejler markedet bedre. En forening på offentlig vurdering kan være et "røverkøb", men vær opmærksom på, at ventelisterne her ofte er alenlanlange.